fredag den 14. juni 2013

Når nu ...

manden min har været nødt til at køre på arbejde igen - to timer efter weekenden er startet ...
fjernsynet er valgt fra ...
min fysioterapeut mener, at min klagende krop har bedre af gåture end af lange løbeture ...

hvor er det så heldigt, at jeg bor det skønneste sted - se selv billederne, som jeg ikke kunne lade være med at tage på min aftengåtur - sikke en dejlig start på weekend ;-)


Den smukkeste Rhododendron - helt Orkide-agtig ...


Udsigt over Mølle Sø - og med Himmelbjerget i baggrunden (helt ude i horisonten, lige på toppen hvor skoven går ned til højre) ...


Primitiv - men smuk i sin enkelthed - labyrinten på Siimtoften, jeg ved, at hvis lille- og storesøster havde været med, så havde de med sikkerhed løbet rundt efter hinanden (trods deres 22 og 24 år ;-)) 


Dejligt view ;-)



søndag den 2. juni 2013

Mere fritid søges ...

Der er godt nok ikke megen aktivitet på bloggen i denne tid, ikke at jeg er faldet hen, men der er kommet kamp om den sparsomme fritid.

Haven kalder (og den synes jeg er mest spændende i begyndelsen af sæsonen), den røde Honda er kommet frem og jeg er endelig kommet på Endomondo, så der er gået 'sport' i at bevæge sig. Og ja, så mandens fødselsdag i lørdags i det mest fantastiske sommervejr (mon ikke vi klart kan regne med, at det er sommeren der er kommet for at blive og MEGET længe ...).

Pigerne (lille- og storesøster + den ene svigersøn kom på besøg) - så grill med to gange kartoffelsalat (den helt almindelige af mors, som de elsker og en med pesto, salat - Edamame bønner), en grov rå salat af gulerødder i tykke skiver, grønne asparges, grillet rød peber og grillet squash, hele smuttede mandler og feta (det er faktisk svært at stoppe med at spise denne salat, selvom maven er mæt). Pestoen var lavet af Skvalderkål (egen leverance fra haven!!!!!!), mandler og parmesanost.

I sommervarmen havde vi valgt at servere hjemmelavet brusende limonadedrik - 2 citroner, 6 lime, 8 spsk. lyst rørsukker, 2 cm tørret ingefær (knust i en morter) og 2 liter danskvand med brus - det kan klart gå hen at blive sommerens hit i vores familien.

Til 'kaffetid' var der hjemmebagt lagkage med jordbær og lyserødt flødeskum - mums ;-)


Trekløveret har været på tur til Dollerup Bakker og hjem over Svostrup Kro (det er jo efterhånden en tradition én gang om sommeren efter en god tur) - 125 km - lidt hårdt for de utrænede piger på de røde Hondaer - men en 'tøsetur' for manden på den hvide BMW. Men pigerne glæder sig allerede til næste tur - også kan vi jo bare komme ind i kampen med at planlægge turen, for så bliver den lige præcis så lang, som vi ønsker!


Fødselsdagsbordet venter på pigerne og drengene ...


Så er gæsterne ankommet og har sat sig ;-) - bon appetit! (Limonadedrikken nederst til venstre)